Plateau

Original fra Marts 2016, redigeret Sept.-Okt. 2026.

Solvarme fliser

klirrende glas

og tilrettede linjer

på vores terrasse.

Kaffe i morgensol

et civiliseret repos

midt i floraens mave.

Dit skrammede knæ

rammer scenegulvet

et anker i flisernes sprækker.

Du vil gøre dig mindre

og et 'Vi' skal fylde i evighed.

"Hun er stille"

tænker du det?

For jeg tøver på vores tæmmede plateau.

Derude er der fugt på kompromisløse blade

og en sødme fra vilde blomster.

Tre sekunder...

spind ikke tanker ud af min tøven.

Det er min vej, der skiller

der skaber løssluppen tavshed.

Det' beskyttelse.

Et 'Vi' gror kun i mellemrummet

og du rummer ikke andres ryg.

'Ja' triller henover mine læber

og salighed spyttes ud på samlebånd,

når du smiler til mig bag din kaffekop.

Lys og skygge fra bedrøvede solstråler

vover at danse

i et gyldent kosmos af dråber og sporer.

Jeg pusler i mit mørke

lænket i lærredets tunge vugge.

Forstår I, dybsindige gekkoer

min hængehøje ser frost i horisonten.

Kan vi lægge låg på mig?

Du vokser kun op ad

dine blade spreder sig kun udad

og skygger kastes under dig.

Min ryg mærker bjælker.

Vi er så fuldendt lykkelige nu,

er vi ikke?

Uden for det vinkelrette repos

derude koger det grønne

kalder på det

der ikke vil holdes i vinkel.

Derude regerer ulydighed

og bregner og mos hvisker

at lykken er blevet båndet og kører automatisk.

Vi skar kanter af

for at passe i den andens hånd

som aldrig lærte at holde.

Den blanke sol nægter mig fred

Det' et liv formet af andres ord.

Se, du tørrer dine glædestårer væk.

Flisernes lige linjer stirrer.

Se, der gror pilurt op

i revnerne, jo da to, vil jeg tro.

Se, en skrift på min kaffekop

og rustne skyer af udpint hjerte

svæver mod vores plateau.