Hun er ikke hjemme
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Jeg vandrer omkring i en forretning, hvor alt kan spises.
*
Da jeg vender tilbage sen eftermiddag, åbner døren af sig selv, forventningsfuld går jeg ind. Spejle. Kinesiske skærme, det er det første der møder mig i en temmelig mørk entré. Hun vinker mig ind til sig i en stor lys stue, jeg tager skoene af og tøffer ind på strømpesokker.
"Musikken bevæger sig". Hendes lange fingre danser i skæret fra læselampen, det er blevet mørkt. Det er, som om at stemmerne er fulde af medlidenhed, men jeg siger ingenting, sidder saligt ved hendes side uden at vide, hvordan jeg skal få hende i seng. Venter på at hun skal gøre noget.
*
Det er nat. Hun rejser sig op i det svage skær og ligner en helt anden. Hun har en vellugt så stærk og frydefuld, at jeg falder i ekstase og er lige ved at miste bevidstheden. Jeg tror undertiden, at hun er højt oppefra, ikke et almindeligt menneske. Hun vender ikke tilbage, hele natten ligger jeg alene i sengen, falder ned i urolig søvn.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Det runger i hele opgangen, da jeg banker hårdere anden gang. En gammel mand med stok kommer ud af sin hule og stirrer surt på mig, jeg undskylder og forsvinder.
*
Går på gaden, ser hendes skikkelse alle vegne. De første tre, jeg henvender mig til, smiler venligt, men det er ikke hende. Jeg finder en stille café.
Mange timer tilbringer jeg med at pille ved min kop, ved mit bord. Piller ved mit tøj, timerne snegler sig afsted.
Jeg har taget skoene af for lang tid siden, glider nu hurtigt ned i dem og skynder mig ud af døren, hun går derhenne, er på vej ind i opgangen. Jeg snubler næsten over en lille dame med en lavstammet hund, der bjæffer højt, mine snørebånd pisker mod mine ben, det tager evigheder at snøre dem igen.
*
Banker igen på hendes dør, forpustet smiler jeg, da hun åbner. Hun har natkjole på, og for første gang ser jeg en engel. Gå siger hun. Jeg prøver at forklare mig, men hun vil ikke høre mere. Hun gør mig opmærksom på kakaoen om munden. Døren bliver lukket.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. I min venstre hånd har jeg en kæmpe buket blomster, i den anden den dyreste chokolade, jeg kunne finde. Mit hår er friseret, jeg dufter, mine sko er pudsede, jeg har tilmed slips på. Den gamle mand kommer besværet ned af trapperne, ryster på hovedet af mig og går videre. Jeg kan høre hans besværede vejrtrækning, selv da han er ude af opgangen.
Hviskende forklarer jeg døren, at den skal lukke op, bare denne ene gang, jeg lover at være god, lover at forsvinde, hvis det er det, hun vil have. Den stirrer vid og sort tilbage på mig. Jeg farer sammen af mit suk i den hule opgang og lægger buketten og chokoladen på hendes dørmåtte. Betragter det, lægger mit slips ved siden af og går.
*
Tre dage efter i spejlet ser min lille mave tredobbelt ud, mit hår er stadig friseret. En lille dreng ser mig og bliver forskrækket. Jeg slæber mig videre hen til hotellet, pakker min lille taske og bestiller en taxi til togstationen.
Midt i chaufførens ævl skifter vi retning. Jeg kunne ikke stoppe mig selv.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Buketten og chokoladen er væk. Jeg samler slipset op, noget mærkes i maven som en krampe. Jeg er grædefærdig.
Aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Rejser mig op. Går først op ad trapperne, dernæst ned af dem igen, så frem og tilbage. Tripper på reposet som et utålmodigt barn, går helt hen til hendes dør, putter mig op ad den. Sagte banker jeg på hendes dør. Jeg banker og banker, små bank der er lave nok til først at blive overhørt, men senere vokser de til en voldsom larm.
Hensunken sidder jeg endnu og banker, det er ved at være mørkt i opgangen. River mig i håret, der ryger totter ud. Jeg lader det ligge på dørmåtten.
*
Det er tre år siden, hun gik, alt, jeg mindes fra mit besøg senere hen, er en underlig urolig aften hos Harriet. Der siges intet, men det føles som en bragende torden imellem os. Jeg er som en femårig, det er hendes afskedsord i døren. Jeg nikker med hovedet dinglende på mit bryst, det er ikke en ordentlig afsked.
Hun er ikke hjemme
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Jeg vandrer omkring i en forretning, hvor alt kan spises.
*
Da jeg vender tilbage sen eftermiddag, åbner døren af sig selv, forventningsfuld går jeg ind. Spejle. Kinesiske skærme, det er det første der møder mig i en temmelig mørk entré. Hun vinker mig ind til sig i en stor lys stue, jeg tager skoene af og tøffer ind på strømpesokker.
"Musikken bevæger sig". Hendes lange fingre danser i skæret fra læselampen, det er blevet mørkt. Det er, som om at stemmerne er fulde af medlidenhed, men jeg siger ingenting, sidder saligt ved hendes side uden at vide, hvordan jeg skal få hende i seng. Venter på at hun skal gøre noget.
*
Det er nat. Hun rejser sig op i det svage skær og ligner en helt anden. Hun har en vellugt så stærk og frydefuld, at jeg falder i ekstase og er lige ved at miste bevidstheden. Jeg tror undertiden, at hun er højt oppefra, ikke et almindeligt menneske. Hun vender ikke tilbage, hele natten ligger jeg alene i sengen, falder ned i urolig søvn.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Det runger i hele opgangen, da jeg banker hårdere anden gang. En gammel mand med stok kommer ud af sin hule og stirrer surt på mig, jeg undskylder og forsvinder.
*
Går på gaden, ser hendes skikkelse alle vegne. De første tre, jeg henvender mig til, smiler venligt, men det er ikke hende. Jeg finder en stille café.
Mange timer tilbringer jeg med at pille ved min kop, ved mit bord. Piller ved mit tøj, timerne snegler sig afsted.
Jeg har taget skoene af for lang tid siden, glider nu hurtigt ned i dem og skynder mig ud af døren, hun går derhenne, er på vej ind i opgangen. Jeg snubler næsten over en lille dame med en lavstammet hund, der bjæffer højt, mine snørebånd pisker mod mine ben, det tager evigheder at snøre dem igen.
*
Banker igen på hendes dør, forpustet smiler jeg, da hun åbner. Hun har natkjole på, og for første gang ser jeg en engel. Gå siger hun. Jeg prøver at forklare mig, men hun vil ikke høre mere. Hun gør mig opmærksom på kakaoen om munden. Døren bliver lukket.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. I min venstre hånd har jeg en kæmpe buket blomster, i den anden den dyreste chokolade, jeg kunne finde. Mit hår er friseret, jeg dufter, mine sko er pudsede, jeg har tilmed slips på. Den gamle mand kommer besværet ned af trapperne, ryster på hovedet af mig og går videre. Jeg kan høre hans besværede vejrtrækning, selv da han er ude af opgangen.
Hviskende forklarer jeg døren, at den skal lukke op, bare denne ene gang, jeg lover at være god, lover at forsvinde, hvis det er det, hun vil have. Den stirrer vid og sort tilbage på mig. Jeg farer sammen af mit suk i den hule opgang og lægger buketten og chokoladen på hendes dørmåtte. Betragter det, lægger mit slips ved siden af og går.
*
Tre dage efter i spejlet ser min lille mave tredobbelt ud, mit hår er stadig friseret. En lille dreng ser mig og bliver forskrækket. Jeg slæber mig videre hen til hotellet, pakker min lille taske og bestiller en taxi til togstationen.
Midt i chaufførens ævl skifter vi retning. Jeg kunne ikke stoppe mig selv.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Buketten og chokoladen er væk. Jeg samler slipset op, noget mærkes i maven som en krampe. Jeg er grædefærdig.
Aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Rejser mig op. Går først op ad trapperne, dernæst ned af dem igen, så frem og tilbage. Tripper på reposet som et utålmodigt barn, går helt hen til hendes dør, putter mig op ad den. Sagte banker jeg på hendes dør. Jeg banker og banker, små bank der er lave nok til først at blive overhørt, men senere vokser de til en voldsom larm.
Hensunken sidder jeg endnu og banker, det er ved at være mørkt i opgangen. River mig i håret, der ryger totter ud. Jeg lader det ligge på dørmåtten.
*
Det er tre år siden, hun gik, alt, jeg mindes fra mit besøg senere hen, er en underlig urolig aften hos Harriet. Der siges intet, men det føles som en bragende torden imellem os. Jeg er som en femårig, det er hendes afskedsord i døren. Jeg nikker med hovedet dinglende på mit bryst, det er ikke en ordentlig afsked.
Hun er ikke hjemme
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Jeg vandrer omkring i en forretning, hvor alt kan spises.
*
Da jeg vender tilbage sen eftermiddag, åbner døren af sig selv, forventningsfuld går jeg ind. Spejle. Kinesiske skærme, det er det første der møder mig i en temmelig mørk entré. Hun vinker mig ind til sig i en stor lys stue, jeg tager skoene af og tøffer ind på strømpesokker.
"Musikken bevæger sig". Hendes lange fingre danser i skæret fra læselampen, det er blevet mørkt. Det er, som om at stemmerne er fulde af medlidenhed, men jeg siger ingenting, sidder saligt ved hendes side uden at vide, hvordan jeg skal få hende i seng. Venter på at hun skal gøre noget.
*
Det er nat. Hun rejser sig op i det svage skær og ligner en helt anden. Hun har en vellugt så stærk og frydefuld, at jeg falder i ekstase og er lige ved at miste bevidstheden. Jeg tror undertiden, at hun er højt oppefra, ikke et almindeligt menneske. Hun vender ikke tilbage, hele natten ligger jeg alene i sengen, falder ned i urolig søvn.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Det runger i hele opgangen, da jeg banker hårdere anden gang. En gammel mand med stok kommer ud af sin hule og stirrer surt på mig, jeg undskylder og forsvinder.
*
Går på gaden, ser hendes skikkelse alle vegne. De første tre, jeg henvender mig til, smiler venligt, men det er ikke hende. Jeg finder en stille café.
Mange timer tilbringer jeg med at pille ved min kop, ved mit bord. Piller ved mit tøj, timerne snegler sig afsted.
Jeg har taget skoene af for lang tid siden, glider nu hurtigt ned i dem og skynder mig ud af døren, hun går derhenne, er på vej ind i opgangen. Jeg snubler næsten over en lille dame med en lavstammet hund, der bjæffer højt, mine snørebånd pisker mod mine ben, det tager evigheder at snøre dem igen.
*
Banker igen på hendes dør, forpustet smiler jeg, da hun åbner. Hun har natkjole på, og for første gang ser jeg en engel. Gå siger hun. Jeg prøver at forklare mig, men hun vil ikke høre mere. Hun gør mig opmærksom på kakaoen om munden. Døren bliver lukket.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. I min venstre hånd har jeg en kæmpe buket blomster, i den anden den dyreste chokolade, jeg kunne finde. Mit hår er friseret, jeg dufter, mine sko er pudsede, jeg har tilmed slips på. Den gamle mand kommer besværet ned af trapperne, ryster på hovedet af mig og går videre. Jeg kan høre hans besværede vejrtrækning, selv da han er ude af opgangen.
Hviskende forklarer jeg døren, at den skal lukke op, bare denne ene gang, jeg lover at være god, lover at forsvinde, hvis det er det, hun vil have. Den stirrer vid og sort tilbage på mig. Jeg farer sammen af mit suk i den hule opgang og lægger buketten og chokoladen på hendes dørmåtte. Betragter det, lægger mit slips ved siden af og går.
*
Tre dage efter i spejlet ser min lille mave tredobbelt ud, mit hår er stadig friseret. En lille dreng ser mig og bliver forskrækket. Jeg slæber mig videre hen til hotellet, pakker min lille taske og bestiller en taxi til togstationen.
Midt i chaufførens ævl skifter vi retning. Jeg kunne ikke stoppe mig selv.
*
Hun er ikke hjemme, da jeg banker på hendes dør. Buketten og chokoladen er væk. Jeg samler slipset op, noget mærkes i maven som en krampe. Jeg er grædefærdig.
Aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Rejser mig op. Går først op ad trapperne, dernæst ned af dem igen, så frem og tilbage. Tripper på reposet som et utålmodigt barn, går helt hen til hendes dør, putter mig op ad den. Sagte banker jeg på hendes dør. Jeg banker og banker, små bank der er lave nok til først at blive overhørt, men senere vokser de til en voldsom larm.
Hensunken sidder jeg endnu og banker, det er ved at være mørkt i opgangen. River mig i håret, der ryger totter ud. Jeg lader det ligge på dørmåtten.
*
Det er tre år siden, hun gik, alt, jeg mindes fra mit besøg senere hen, er en underlig urolig aften hos Harriet. Der siges intet, men det føles som en bragende torden imellem os. Jeg er som en femårig, det er hendes afskedsord i døren. Jeg nikker med hovedet dinglende på mit bryst, det er ikke en ordentlig afsked.