Han ser det ikke
Udgivet af Testrup Højskoles skrivelinje, efterår 2002
Fra samlingen Perineum.
Hans fingre leger med et lille stykke papir. Hun sidder stille ved siden af ham med hænderne i skødet for at skjule dem. Klaverfingre er edderkoppeben og det kan man blive drillet med i skolen.
Tavs lytter hun til de andres snak. Han snakker. En dyb og rolig stemme der aldrig bliver ophidset og ofte ler. Hans latter. Klukkende som tilhørte den en anden, ja sågar nogen fra en anden verden. Så tæt på gør hende helt ør. Det kilder i hendes mave, og hun griner - venter på at hun tager sig sammen til at sige noget - måske når forsamlingen bliver udtyndet. Med røde kinder af hans varme nærvær tager hun en tår af sin te. Der bliver talt til hende. Hun svarer roligt, køligt og kort. Hvis man ikke man flygte, kan man få det overstået så smertefrit og hurtigt som muligt.
*
Han går. Rejser sig op. Der bliver koldt på hendes venstre side. Gå ikke, hvisker det inde i hovedet. Men det nytter ikke noget.
*
De sidder der i sofaen, hende og veninden. "Det er som en forbandelse, det er simpelthen en forbandelse. Du er alt for lækker, det er umuligt. Og så det med at du ikke kan se op, når han er der, du lader chancen gå forbi hver gang. Du må prøve at tage dig sammen, der er ikke andet at gøre. Jeg kan se for mig, at det ender galt, hvis du ikke gør noget ved det, og hvad nytter det alligevel, hvis man kun har det ene liv? Du kan godt, du er så pragtfuld, så sjov, du skal bare løsne dig op, og så kommer han springende sammen med titusinder af andre fyre. Du er pragtfuld, helt og aldeles vidunderlig, tro mig".
*
Der er tre imellem dem i sofaen. Hun læner sig forover så han bedre kan se, at hun også er der. Når hun læner sig tilbage igen, kan hun betragte de tre andre piger kaste sig over ham. Veninderne taler til hende. Hun taler, men hører ikke, hvad hun selv siger. Hun lytter bagud til hans harmoniske stemme, der nu ler. Pigerne danser og sender ham frække blikke, han smiler, han snakker, han ler, han drikker, hun venter.
*
Da taler de sammen, hun griner, rykker nærmere, han smiler, han rykker nærmere for bedre at kunne høre. Hun ser ned på hans sko, de er slidte, men rene. Hun ser op, og en anden pige har lagt armen om hans ryg og griner ham ind i øret. Og han griner.
Hun rykker væk igen, ser den anden vej, veninden spørger, om hun vil med ud.
*
Hun vil tage dem alle ved håret og slæbe dem hen over den mudrede jord og stille dem op ude på den mørke mark og skyde vildt for sig med det oversavede jagtgevær. I ly af natten kan hun dukke op og klippe deres lange lokker af, farve deres hår orange, male dem i ansigtet med tusser. Eller måske kan hun kaste en forbandelse over dem og forpeste deres liv uden de nogensinde vil opdage, at det er hendes skyld. Hun kan få ham helt for sig selv, sådan som hun vil det.
*
Sommetider når han sidder foroverbøjet med albuerne på skødet og lytter, betragter hun hans ryg. Smidigheden giver hende lyst til at røre ved den, føle om det virkelig er noget fra denne verden. Da er det, at hun bliver nødt til at sætte sig på hænderne for at have fuldstændig kontrol, undgå enhver pinlighed, der kan få hende til at fremstå som mærkelig. Men sådan fremstår hun jo allerede.
*
Hun er forelsket i ham, men han ser det ikke.
*
Hun åbner døren, og en lille klokke ringer. Hun støtter den døve bedstemor ved armen, og de sætter sig ved et tomandsbord. De får en kande kakao. Der er fyldt i konditoriet. "Det er bare det med at få det gjort, få taget det første skridt. Og det har jeg jo gjort før. Personligt bebrejder jeg mor. Mor har altid rettet på mig og ladet mig vide, at jeg langt fra kunne se normal ud, selv når jeg syntes, at det gik nogenlunde. Men det er ikke normalt, jeg må mangle et eller andet kærlighedsgen, et eller andet stof i hjernen, noget der får mig til at rykke mine brikker. Har mor det fra dig? Er det noget arveligt? Please, lad det ikke være det! Mine børn skal ikke igennem det samme. Kan du mærke at jeg holder dig i hånden? Nok ikke. Kan du ikke sige mig, hvad jeg skal gøre? Mit liv i en nøddeskal. Uden håb. Uden formål. Men det er mig, mig der er klovnen, det er mig, der er latterlig".
*
Han prutter om prisen, mens hun ler og tager hans h¨ånd. Med stråhatte slentrer de ned af de indiske ujævne gader og betragter befolkningen, der smiler høfligt til det elskende par. Han kører hende rundt i en lille gulvogn. På den hvide mur står der med store røde bogstaver: "Bombay Festival 2007". Hun smiler.
*
Det sker bare, denne akavethed. I byen på en december eftermiddag, det sner, og hun har mange poser. Han kommer. Så bliver hun stiv i nakken. Smiler ikke, ler ikke, taler ikke. Står bare der, nikker, til sidst får hun sagt, at hun skal gå. Hun styrter afsted.
*
Og så står han der igen, og hun får vredet noget ud, der minder om et kompliment.
I sådanne situationer er hun helt og aldeles alene. Det ved hun. Det er svært bare at finde et eksistensminimum. Hun ved intet om noget som helst.